HotVegan.com

Delicious Green Living

HotVegan.com

Delicious Green Living

Rå karamel barer

Ok, glem at jeg var ved at poste en opskrift på protein cookies. Det, der kommer her, er nemlig MEGET bedre. Happy
caramel bars
Namme namme nam!!!!

Disse barer er svampede, karamelagtige indeni og med et fast chokoladelag til at fuldende kunstværket. Ideen stammer oprindeligt fra Sarma Melngailis’ seneste værk Living Raw Food, som i øvrigt er en fantastisk bog. Udover en masse lækre desserter er der også et afsnit om snacks, barer og cookies, hvilket er en kapitelinddeling lige efter mit hoved. Jeg har modificeret opskriften efter egne præferencer og istedet blot brugt den som inspiration. For eksempel lægger Sarma op til, at man skal bruge ahornsirup og agave i fyldet, men da det er så kageagtigt indeni og ikke skal være helt ”glat”, har jeg istedet valgt at bruge dadler. Dadler giver den rette sødme og er en uforarbejdet kilde til sukker. Derudover er de fyldt med gode fibre. Til gengæld brugte jeg dog lidt agave til chokoladelaget.

Man gør følgende:
Hak en 100 gram pose valnødder fint i en food processer, tilsæt salt og vanille og et par dadler. Dæk en form (eller en plastbøtte, som jeg gjorde) og pres ”dejen” i og stil formen i fryseren, mens du laver det næste lag.

Her hakkes 100 gram pekannødder i food processoren, tilsæt salt og en spiseskefuld rå kakaopulver samt en spiseskefuld kokosolie. Tilsæt ligeledes 3-4 dadler, eller hvor mange du synes skal til for at opnå den sødme, du selv finder passende. Læg dette ”lag” ovenpå valnøddebunden og stil på køl igen.

Det øverste lag af rå chokolade laves ved at blande flydende kokosolie (når det er så varmt som nu skal man ikke lune den først) med rå kakaopulver, agave og vanille. Massen hældes over ”kagen”, som hurtigt vil stivne på grund af den kolde ”dej”. Stil skønheden i fryseren, hvis du ikke vil vente så lang tid, før du kan smage på den. Happy Efter en times tid kan den tages ud og skæres i firkanter som her.
caramel bars 2
Skær de ”grimme” kanter af, så den ligner det øverste billede. Opbevar barerne i fryseren, men sørg for at stille et par stykker i køleskabet i nogle timer, før de skal spises. Ellers er de for hårde, og det er da ærgeligt med en knap så sublim smagsoplevelse, som disse lækkerbidder har! Happy
Comments

Tofu Stir-fry

tofu stirfry
Jeg må indrømme, at jeg sjældent spiser ”mock meat” længere, da min fordøjelse har det bedst med rene grøntsager og frugt. En gang imellem får jeg dog lyst til en god gang hårdt stegt tofu med lækre grøntsager til, så her har I et lille snackmåltid til inspiration:

1 blok tofu (gerne marineret, jeg ELSKER Tofu Italia fra Nagel)
1 halv pose frosne grønne økobønner
1 grovhakket peberfrugt
tamari eller almindelig soja sauce
chilli
1 tsk ahornsirup
diverse krydderier (bare giv los og smid det i retten, du føler for!)

Start med at skære tofuen i tern og kom den på panden sammen med 1-2 spsk tamari. Det er ikke nødvendigt at bruge olie, med mindre man er helt pjattet med det. Rist ternene, til de får en god skorpe. Tilsæt grøntsager og krydderier og lad dem stege videre i 5-7 minutter.

Drys evt. med gærflager.
Comments

Vegansk Lasagne

lasagne 1
Jeg kan lige så godt sige det ligeud. Jeg har aldrig udviklet smag for lasagne, eller for den sags skyld andre retter, der begår en parring af protein og stivelse, som fx spaghetti bolognese eller kød, sovs og kartofler. Siden jeg var ganske lille, har jeg nærmest fra naturens side været på en kulhydratfattig diæt uden at være bevidst om det. Det er svært at forklare hvorfor, men det hænger nok sammen med, at jeg altid har syntes, at stivelsesprodukter var ”spild” af kalorier. Det smager jo ikke af meget - til gengæld er der masser af tomme kalorier i...!

Det, jeg oftest bedste kan lide ved de retter, der traditionelt set kombinerer protein og stivelse er altid kun den ene komponent, men aldrig begge to på samme tid. Det bliver simpelthen for tungt og svært at fordøje. Når jeg tænker over det, er det oftest hverken pastaen, brødet eller risene, jeg bedst kan lide i en ret - det er tværtimod tilbehøret og den sovs, det er snasket ind i. Tilsæt et bjerg af grøntsager, og så har du en både sund og velsmagende ret.

Om man kan lide at blande protein med stivelse (som er et stort no-no i mange raw fooderes kostplan), er op til én selv i denne opskrift, for begge dele går an. Man kan bruge økologiske speltplader eller, hvis man vil passe på figuren, skære en courgette i tynde strimler med et julienne jern og lave ”grøntsagsplader” istedet. Courgetterne er kaloriefattige og smager neutralt, men de giver den eftertragtede konsistens af lasagneplader.

Det vigtigste er dog sovsen, som består af:
2 dåser flåede tomater
1 brik havrefløde
1 vegansk boullion terning
1 hele courgette i små tern
2 gulerødder i tern
1 aubergine i tern
3 pressede fed hvidløg
Evt. 2-3 spiseskefulde gærflager
Diverse krydderier til at smagssætte sovsen, fx. basilikum, oregano, chilli, kryddersalt

Det hele koges op og simrer i 15 minutter ca. Herefter gør man, som ved tilberedning af almindelig lasagne: sovselag, plader, sovselag, plader, sovselag - sådan! Jeg er en stor fan af vegansk hård ost, især af mærket Sheese, som jeg gerne river en god portion af og lægger på det øverste lag.

Lasagnen bages i ovnen på 350 grader i 35 minutter, hvis det er rigtige lasagneplader, og 20 minutter, hvis det er courgette-plader.
lasagne 2
Comments

Raw Brownie og Chokoladetærte

brownie
Som lovet bringer jeg nu opskrifterne på to af mine rå yndlingskager lige for tiden: Brownies og Chokoladetærte på mandel-kokosbund. Brownien har jeg eksperimenteret lidt med, for til min store glæde var opskriften på Raw 42’s brownies opslået på nettet. Da jeg ikke er så skarp til det med at følge opskrifter slavisk, konstruerede jeg min egen version, og resultatet var så godt, at jeg nu har lavet dem igen og igen i flere dage nu. Derfor kan jeg kun dele så meget, at jeg startede med at smide ca. 150 gram medjool dadler i food processoren sammen med to teskefulde kokosolie, 2 spiseskefulde rå kakaopulver, en knivspids salt og vanillepulver. Når der havde formet sig en bold i maskinen, og massen stort set var færdig, smed jeg 6 paranødder i og lod food processoren køre i et par sekunder til. Nødderne skal ikke nå at blive særligt finthakkede - de skal bare hakkes en lille smule i stykker. Herefter kan man forme dem som man vil, fx i små firkanter. Dernæst pulveriseres en god håndfuld kokosmel og gojibær i food processoren, som drysses ovenpå kagerne.

Den anden kage er min egen opfindelse, som blev til ved et tilfælde, da jeg ville gøre et forsøg på at lave en rå kage, som kun var sødet med dadler uden supplement af hverken agave eller ahornsirup (hvilket ellers efter min mening er nødvendigt for at skabe en mere raffineret og ikke så ”daddel-agtig” dessert). Den blev også helt fantastisk god, og jeg har slet ikke haft lyst til at lave andre kager end den og brownies.
chokoladetærte
Man starter med at lave bunden ved at tage 1-2 håndfulde kokosmel og 1 håndfuld mandler samt en knivspids salt og hakker dem i food processoren. Tilsæt 2 teskefulde kokosolie og en enkelt daddel. Det er meningen, at det færdige produkt skal se lidt grovgrynet ud og ikke hænge sammen, men stadig være lettere fugtigt. Pres massen ned i en tærteform (eller i en anden form eller plastikbøtte), som stilles i fryseren, mens fyldet laves.

Her kommes ca. 150 gram dadler, 2 spiseskefulde rå kakaopulver, 1 spiseskefuld kokosolie lidt vanillepulver og en spiseskefuld pecannøddesmør i food processoren. Pecannøddesmør kan sagtens udelades, da det ikke fås så mange steder (jeg købte det i Kervan grønthandler på Ndr. Frihavnsgade på Østerbro). Man kan evt. bruge andre typer nøddesmør, fx mandel- eller cashewsmør. Det hele køres, til der er en meget fugtig masse, som dog stadig er sammenhængende og men konsistens som en meget svampet kage. Fyldes kommes i tærteformen, og toppes med kokosmel. Kagen stilles på køl en times tid eller længere, hvis man vil have en mere fast tærte.

Her ses min desserttallerken fra forleden - jeg bliver lækkersulten bare ved gensynet. Jeg tror, at jeg skal have mere kage snart...!
tærte på tallerken
Comments

The Man Smoothie - for rigtige mænd drikker sine vitaminer

juice raw 1
Der finder et fast ritual sted hver morgen i vores husholdning. Min kæreste skal have sin ”Man Smoothie” hver morgen - ingen afvigelser tilladt her! Jeg foretrækker selv en grøn juice, men det volder som regel logistiske problemer, som jeg tidligere har beskrevet her. Derfor gør det heller ikke noget, hvis jeg laver ekstra meget smoothie og selv kan være med på en lækker frugtig fornøjelse fra morgenstunden af. Nogle gange tager vi vores smoothie ude af huset, hvis vi fx er inde i byen og kommer forbi 42 Raw, som her afbildet. Jeg fik deres rødbede-ingefær juice, mens gemalen fik en jordbær-hindbær smoothie med et skud hørfrøolie i.

Min kæreste har, på trods af over tre år på bagen som veganer, lidt af refluks, sure opstød og dårlig fordøjelse i lang tid. Vi har fundet ud af, at en start på dagen bestående af noget flydende fremmer hans velbefindende, og derfor er smoothien altså et ritual, der ikke står til forhandling på trods af tidspres om morgenen. Her er opskriften:

Til 2 personer eller 1 Sulten Mand ryger i blenderen....

3 bananer
300 ml mandelmælk
1 klementin
1/2 pose frosne økologiske blåbær (eller 1/4 frosne hindbær og 1/4 frosne blåbær)
Evt. lidt vanille
Evt. en håndfuld gojibær
Evt. en teske maca (dette er på eget ansvar - det kan nemlig komme til at smage ret ulækkert for nogle, mens andre ikke vil lægge mærke til)
1 scoop Risproteinpulver (kan udelades, da det giver en lidt melet smag, jeg foretrækker selv uden)

Hvis smoothien er for tyk, kom da enten vand eller mere mandelmælk i.
Comments

Vegansk Kransekage

Så blev det året, hvor jeg skulle forsøge mig med en vegansk hjemmelavet kransekage. Jeg kiggede lidt rundt på nettet og fandt denne opskrift på den traditionelle nytårsspise. Nuvel, jeg måtte springe ud i det. Jeg havde oprindeligt tænkt på at lave en rå kransekage, hvilket jeg ikke tror ville være så svært: Male nogle smuttede mandler, tilsætte agave eller honning (godt nok ikke vegansk, men så bigansk!), måske nogle malede cashewnødder. Give den en tur i dehydratoren og vupti, så var der rå kransekage. Jeg kunne have dekoreret den med hjemmelavet chokolade af kokosolie, rå kakao og agave.... Men sådan skulle det ikke gå. Min kæreste insisterede på en traditionel version uden æggehvider, og det var et ufravigeligt krav, at den skulle en tur i den ”rigtige” ovn. Jeg justerede lidt i den oprindelige opskrift, hvor der skulle ”høfrøskum” i. Jeg havde nemlig kun chiafrø i hjemmet, men de har præcis den samme effekt, nemlig at de får væske til at blive geléagtig. Jeg tog derfor en ordentlig håndfuld chiafrø og kom dem i et glas med koldt vand. De fik lov til at stå i ca. 20-30 minutter. Jeg kom hele den budding-agtige masse i en ”nutmilk bag”, som jeg købte i New York i efteråret. Den fungerer som en si, hvorved man sikrer sig, at der ikke kommer frø eller nødderester med i det færdige produkt. Den første væske, der kom ud da jeg begyndte at malke min chiabudding, var bare vand. Den hældte jeg fra, men til sidste var det bare gelé der kom ud. Jeg endte med at have en ca. 25g chiagelé i en skål. Dernæste tilsatte jeg:

250g Marcipan
50g flormelis
2-3 spsk. rismel

Jeg æltede dejen samen og fik formet tre varianter af tvivlsom æstetik. Dem stak jeg i ovnen på 250 grader i 8-10 minutter, og da de kom ud, så de sådan her ud:
kransekage 1
Kønne var de ikke, men det var også kun til min kæreste og mig selv... øh, og jer, selvfølgelig!

Jeg ventede en times tid til halvanden med at dekorere dem. Jeg smeltede en blanding af 70% og 85% chokolade, som jeg hældte ovenpå dem. Dernæst dryssede jeg hakkede pekannødder ovenpå. Da jeg stod tilbage og skulle vurdere mit værk, gik det op for mig, at de lignede amerikanske donuts mere og mere. Hmm....
kransekage 2
Men de smagte til gengæld rigtig godt! Så det kan altså sagtens lade sig gøre at lave vegansk kransekage, hvilket var spørgsmålet, som jeg med dette eksperiment oprindeligt satte mig for at besvare.
kransekage 3
Hvad skal min næste udfordring så være???
Comments

En nykommer: Spiret speltsalat

spelt salat
Jeg må tilstå, at jeg aldrig i min tid som både hel og halv rawfooder er faldet for fristelsen til at lave mine egne spirer. Bønnespirer bryder jeg mig ikke om, og spirede korn eller nødder er heller ikke en udfordring, der på nogen tid har tiltalt mig synderligt. Jeg har desuden læst en del skrækhistorier på nettet om folk der spiste dårlige spirer, der gjorde dem så syge, at de helt gik bort fra at spise råkost. Hvilken rædsel! Det var som om, at de udviklede en aversion over for uopvarmet mad, fordi de forbandt det med madforgiftning.
Jeg har selv en personlig historie om emnet, dog med rucolasalat istedet for spirer. For omtrent et år siden kom jeg træt hjem fra arbejde og købte på turen en pakke rucola til aftensmaden. Jeg havde en begyndende influenza, hvor mine smagsløg var påvirkede, næsen stoppet, og halsen gjorde hamrende ondt. (Ja, jeg kan stadig godt blive syg på trods af min kost, men heldigvis sker det kun en gang eller to om året, og jeg er aldrig syg i mere end to dage af gangen.) Jeg skyllede ruccolaen og syntes, at den havde en usædvanlig stærk, bitter lugt. Jeg tilskrev dette mine dysfunktionelle smagssanser og begyndte at spise salaten. Jeg nåede kun igennem et par bider, inden jeg blev rigtig dårlig. Det smagte helt forkert, så jeg stillede skålen på køkkenbordet og hoppede direkte i seng. Jeg fik forfærdelig meget kvalme, og da min kæreste kom hjem en time senere, var det første han sagde ”hvad er det for en stank?”. Ruccolaen var simpelthen så gennemrådden (selvom den ikke var sjasket og SÅ frisk ud), at den lugtede langt væk. En halv time senere røg ruccolaen op, hvilket nærmest er en dødsvarsel for mig, da det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg i mit liv har kastet op. Siden da har jeg ikke rørt ruccola og har ingen planer om at gøre det foreløbig.

Hvad har alt dette så med spirer at gøre?
Jo, da jeg forleden var på 42 Raw, fik jeg salat med spirede bygkorn i. Jeg har ellers altid syntes, at spirede korn på en eller anden måde ikke kunne kvalificeres til at blive kaldt råt, men denne salat fik mig omvendt. I forgårs fandt jeg min danske raw food bog frem og så, at der var en opskrift på raw baked beans, hvor der blev brugt spelt. Hmm, skulle man måske prøve det?

Jeg tog derfor en ordentlig håndfuld speltkorn fra Skærtoft Mølle (kan bl.a. købes i Brugsen og Irma), skyllde kornene og kom dem i glas med vand (det er utroligt, hvad gamle kokosolie glas kan bruges til!), som jeg lukkede til og stillede i køleskabet natten over.
blødlagt spelt
Dagen efter skyllede jeg kornene 2-3 gange og kom dem i en skål, som jeg dækkede med folie og prikkede huller i. Der fik de lov til at stå i ca. 12 timer, og om aftenen skyllede jeg dem igen og kom en blanding af følgende i:
1 spiseskefuld rød pesto
5 hakkede soltørrede tomater
groft urtesalt (eller friskkværnet havsalt)
cayenne peber
lidt citronsaft (jeg tror også, at appelsinsaft ville være godt)
en lille sjat balsamico

Kornene fik lov til at marinere i en times tid i denne blanding, inden jeg serverede dem i en salat med med spinat, gulerødder, tomat og avocado. Det smagte skønt - så hvis du indtil videre har sagt nej til selv at spire dine korn, giv det en chance, det er nemt! Happy
Comments

Here Comes Santa Claus...og Risalamande!

risalamande
Uha uha uha.....Den famøse, den berygtede, den elskede traditionelle juledessert. Risalamanden er et af de projekter, jeg nærer enorm respekt for. Dette skyldes især, at jeg i år er blevet betroet et enormt ansvar - at levere risalamanden til selveste juleaften. Så er der nerver på! Mine forældre er nok nogle af de meste tolerante omnivorer, jeg kender, og det er jeg dem evigt taknemlig for. Raw food julemenu? Ja, det kan vi sagtens klare! Veganske kager og cookies, fire forskellige slags salater og ostefri pesto til? Selvfølgelig skal I have det, når I kommer til juleaften hos os! Kan man få mere tjekkede forældre? Det tror jeg ikke! Derfor burde jeg vel i bund og grund ikke være nervøs for, om familien vil blåstemple min risalamande. Problemet er, at jeg skal leve op til flere forventninger på een gang: Min far har altid selv stået og lavet gammeldags risalamande, og han spiser det også tit op til jul. Jeg mistænker sågar, at den figurerer på hans top-tre over favoritdesserter. Derudover er der andre ønsker til sammensætningen af ingredienser, der potentielt kan gøre udfordringen større. Jeg plejer nemlig altid at lave en vegansk risalamande med sojaflødeskum. Min kæreste har dog udviklet intolerance over for soja, og jeg ønsker heller ikke selv at overdrive mit eget forbrug. Hvad gør man så? Man laver en vegansk soja-fri version, selvfølgelig!

Jeg har stået i mit laboratorium (dvs. køkkenet) i flere omgange nu og eksperimenteret med forskellige smagssammensætninger. Det er derfor med stolthed og dyb patos, at jeg præsenterer jer for min risalamande version 2.0. Risene er kogt på mandelmælk, og den luftige flødeskum består nu af havre - hurra for det!
Skærmbillede 2009-12-07 kl. 22.19.00

Ingredienser:
2 dl grødris
1/2 liter mandelmælk
1 hel vanillestang
ca. 30 gram mandler
Visp havreflødeskum (fås i Superbests glutenfri afdeling)
Kirsebærsovs
risengrød
Fremgangsmåde:
Kom grødrisene i en gryde og tilsæt vand, så det dækker risene med ca. 3 cm. Kog risene op, og så snart væsken er ved at være optaget, hælder du mandelmælk i og tilsætter en hel vanillestang, skåret på tværs. Risene skal sammenlagt koge i ca. 40-45 minutter. Når risene er kogte og væske absorberet, stiller du dem et sted, hvor de kan køle af. Når de er blevet tilpas kolde, stilles de i køleskabet i mindst en time. Husk herefter at tage vanillestangen ud, og sørg for at få skrabet alle vanillekorn ud, inden den kasseres.

Imens kommes mandlerne i en kop, kogende vand hældes på, og man lader dem trække i en halv time. Herefter smuttes mandlerne og hakkes så fint eller groft, som det foretrækkes.
hakkede mandler

Så er det blevet tid til at piske flødeskum - exciting! Jeg har fundet denne svenske ”Luftig Visp” i Superbests glutenfri afdeling. Den er baseret på havre og har desværre en del e-numre, men hvis man skal give den julegas, kan man lige så godt gå hele vejen, eh? Winking Sørg for at stille den på køl i god tid, så den er iskold, når den skal piskes. Now let’s get ready to rumble...
vipp 1

Pisk vispen, til du har noget der til forveksling virkelig ligner almindelig flødeskum. Vend det i risen og tilsæt mandlerne. Stil på køl. Alternativt, varm kirsebærsaucen, anret risalamanden og spis løs. Betragt det som en generalprøve, inden det rigtige show løber af staben juleaften. Hvis du ikke allerede er blevet bedt om at komme med din egen risalamande, er dette også en god undskyldning for at smøge ærmerne op og bevise, at der virkelig ikke er nogen grund til at spise den traditionelle version.

Slip din indre nisse løs... for nu er det snart jul!
Comments

Mousse au Chocolat

mano mousse
I den tid, hvor La Mano Verde i Berlin har eksisteret (ca. halvandet år), har min kæreste og jeg gæstet restauranten og fået deres berømte Mousse au Chocolat til dessert HVER gang. Den repræsenterer min forestilling om den perfekte ende på et måltid, da den er let, luftig og smager af mørk chokolade. Den besidder også den fine egenskab, at den ikke rummer den overdøvende sødme, der så ofte ledsager en dessert. Indtil for nylig havde tanken om at lave min egen version pudsigt nok ikke strejfet mig, men da jeg en aften stod og betragtede min standard dessert (mørk chokolade) på køkkenbordet, fik jeg lyst til at gøre et forsøg. Resultatet var emminent godt, og en ekstra bonus ved denne version er, at den sagtens kan serveres for en gæst med følsomt blodsukker eller diabetes, da sukkerindholdet er minimalt. ”Dobbeltportion?” Ja, tak!

Ingredienser:
1 pakke silketofu
1 plade 70-85% mørk chokolade
vanillepulver (ikke vanillesukker, blot ren vanille)
Evt. lidt stevia, agavesirup eller birkesød, hvis man ønsker en sødere dessert.
Evt. lidt havre- eller sojafløde, ca. 1-2 spiseskefulde (kan udelades)

mousse hjemelavet
Fremgangsmåde:
Placer chokoladen i et vandbad, så det langsomt smelter. Rør rundt, indtil det hele er smeltet, dog uden at blive for varmt (for høje temperaturer ødelægger chokoladen, så pas på!).
Imens blendes silketofuen, vanille, sødestof og evt. fløde til en ensartet konsistens. Tilsæt den smeltede chokolade og blend, til det hele er kombineret godt. Hæld moussen på glas, i serveringsskåle eller en almindelig bøtte, hvis det ikke skal være så højtideligt. Lad den stå ude i 10-20 minutter, inden du stiller den i køleskabet. Vent et par timer, til den har den rette konsistens, og hvis du ikke orker at vente så lang tid, så smid den i fryseren.

Bon Appetit!
Comments

Alfredo Sauce - Den Rå Udgave

Har du nogensinde tænkt, at du gerne ville droppe mælkeprodukter men alligevel ikke ville give afkald på ting som ost, fløde, smør og mælk? I dag er produktudviklingen så langt fremme, at jeg med ro i sindet kan sige, at man formentlig ikke ville savne disse ting, hvis man blot vidste, hvor stort udvalget af vegetabilske alternativer var på markedet. Savner du reven parmesan på din pastaret? Har du lavet Chilli sin Carne og mangler lidt smag på toppen? Ingen problemer. Du kan starte med at prøve en fast sojaost, som nu fås i flere varianter i Københavns helsekostbutikker.
CheezlyLG

På en tur til Superbest for nylig, blev jeg endda overrasket over at se både smøreost og fast ost fra Cheesly på køl ved siden af de øvrige oste. Og hvad er Cheesly? Cheesly er en vegansk ost der er fremstillet i England af et firma ved navn Redwood. Redwoods produkter forhandles nu i adskillige butikker herhjemme, og hvis man har mod på at besøge Astrid och Aporna i Malmö, bugner køledisken af deres produkter.
Hvis man synes, at det bliver lidt for ”fake” med erstatningsprodukter, hvilket er en del af argumentet for at spise mere raw food, kan du finde din indre Hüttemeier frem og lave din egen ost. Alle ostevarianter er her baseret på nødder, citron og indimellem gærflager. Medmindre du er den stolte indehaver af en dehydrator, som er en tørremaskine der cirkulerer luft og udtørrer de ting, du putter i den, må du give afkald på den faste ost. Til gengæld kan du stadig lave en smørbar ost, og du kan også lave en af mine personlige favoritter, ostesaucen. Der findes adskillige variationer af denne højt elskede sauce, som nogle også bruger som dressing, og det er min udgave, jeg nu vil dele med jer. Jeg bruger den selv mest til at forvandle fintstrimlet reven squash pasta til en italiensk klassiker: Pasta Alfredo. Den smager cremet, ostet og har en smuk hvid farve.

Ingredienser:
100 gram rå cashewnødder
1 spsk citronsaft (eller 1 tsk, hvis du bruger den koncentrerede saft)
Et par soltørrede tomater
2-3 spsk gærflager (kan udelades)
Vand (til behov)
Salt og peber

Tilsæt evt. også:
1 fed hvidløg
frisk basilikum

Fremgangsmåde:
Cashewnødderne lægges i blød i vand i 1-2 timer. Dette er nødvendigt for at der ikke kommer hårde nøddestykker i saucen. Herefter hældes vandet fra, og nødderne kommes i en blender. Tilsæt ca. en deciliter nyt vand, citronsaft, soltørrede tomater og gærflager. Kom en god knivspids salt i. Kør blenderen, til saucen får en tyk, ensartet form.
mano verde squash pasta
Tilsæt peber, og smag efter, om den mangler mere salt eller gærflager. Hvis du foretrækker en tyndere sauce, tilsæt da mere vand. Vær blot opmærksom på, at hvis du vil bruge den til squash pasta, er det vigtigt, at den er tyk, for ellers siver vand fra når du vender pastaen i saucen, og det ser grimt ud på tallerkenen. Her ses en færdig udgave, serveret til mig på restaurant La Mano Verde i Berlin i foråret i år. Det er godt, at man kan genskabe oplevelsen i sit eget køkken. Ja, nemmere kan det vist ikke blive!
Comments

Protein Nougattoppe

Selvom protein jo ikke just er en mangelvare, når man er raw eller veganer, er der visse tider, hvor man trænger til noget, der "fylder" lidt mere. Hvis man træner meget eller er følsom over for svingninger i blodsukker, er frugt eller mange stivelsesholdige produkter måske ikke det bedste valg til både snacks og hovedmåltider. For kvinder der lider af PCO/PCOS (polycystisk ovarie syndrom), er det problemer med insulinniveauet i kroppen, der er på spil, hvilket stiller krav om at indføre en højere andel protein i kosten. Her er en lille snack, der kan spises før eller efter træning, når man er lækkersulten eller bare trænger til et lille "boost". Den er ikke helt raw, men den er vegansk, har et lavt sukker og kulhydratindhold, og den smager dejligt.

chocs closeup2
Ingredienser:
To "scoops" proteinpulver, ca. 45-50g (jeg bruger Sun Warriors på spirede brune ris)
30g 70-85% mørk chokolade
15g hakkede nødder (enten mandler eller hasselnødder)
1 dl mandelmælk (eller ris/sojamælk, til at spæde massen op med, måske mere)
Et par dråber flydende Stevia (man kan også bruge Birkesød eller anden sukkererstatning. Hvis man er ligeglad med sukkerindholdet er rørsukker eller honning også en mulighed)
Evt. ca. 15-20g nougat eller hasselnøddesmør (kan sagtens udelades)


Fremgangsmåde:

Kom den mørke chokolade i en lille gryde og sæt den på lav varme, så chokoladen smelter. Når du har en opløst masse, tilsætter du proteinpulveret og en sjat mandelmælk og rører det sammen. Tilsæt gerne så meget mælk, at det først
chocs på bord
er lidt vandet, da massen vil samle sig og blive mere fast, som almindelig smeltet chokolade. Sluk for varmen, tilsæt nødderne, lidt stevia for at tilføre mere sødme (eller andet sødestof) og, hvis du har det, noget nougat eller en skefuld nøddesmør. Sørg for, at der ikke er klumper i den færdige vare, og "portionsanret" dem med en stor teskefuld i små konfektforme. Jeg brugte nogle lyserøde og meget juleagtige former, som kan fås i de fleste supermarkeder for tiden. Stil dem herefter på køl, enten i køleskabet, eller hav dem liggende i fryseren, hvis du kan lide dem lidt hårdere og mere kolde. De bliver nemlig ikke helt faste som almindelig chokolade, men er snarere lidt bløde i det.

Tip: Drys evt. din "proteinkonfekt" med chiafrø for at tilføre ekstra fibre og omega-3, eller kom flere hakkede nødder på. Hvis man kan lide peanutbutter, kan det også enten røres i eller lægges ovenpå, når konfektformene er fyldte.
Comments

Kokostrøfler

Jeg ELSKER chokolade. Jeg elsker det NÆSTEN lige så meget kokos. Kombinationen chokolade og kokos er derfor altid en velkommen smagsinstans i min kost. For mig er noget af det mest motiverende ved vegansk mad, og især raw food, at man kan pakke en masse god næring ind i sine måltider samtidig med, at det kan ende med at smage ganske så syndigt, at man må spørge sig selv, hvorfor man overhoved ville overveje at spise anderledes? Dette er især tilfældet med disse kokostrøfler, som er spækket med antioxidant-rig rå kakao, fiberholdig kokos, bakteriedræbende koldrørt honning og lækre, saftige dadler, der ikke kun tilfører trøflerne en lækker kageagtig konsistens, men også indeholder jern, kalium, magnesium og flere andre næringsstoffer til gavn for organismen. Her guider jeg jer igennem hele processen der fører til et resultat, der vil få enhver skeptiker til at overveje, om ikke de også skal til at spise mere raw food.

Ingredienser:
Medjool dadler
Kokosmel
Rå kakaopulver (eller almindelig kvalitetskakao, fx. Valrhona)
Koldrørt Honning
Kokosolie
En knivspids salt og vanille
Evt. et par stykker mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Start med at tage stenene ud af 2-3 dadler. Læg dem til side.
Kom ca. 2-3 spiseskefulde kokosmel en minihakker eller foodprocessor. Smidt evt. også et par stykker god mørk chokolade i. Hak dem i maskinen.
dadlerdadler i hakker
Smid salt, vanille og dadler i og kør igen ca. 20 sekunder. "Dejen" skulle gerne begynde at se sådan her ud:

Smid her en teskefuld honning, kokosolie og en ordentlig spiseskefuld rå kakao i, og kør et par sekunder igen.Nu skulle det hele gerne ligne en lækker, svampet brownie. Vi tager et close-up:
daddel dej
Det ser godt ud, ikke? Happy

Nu tager du massen, og begynder at forme den i små trøffelkugler. De kommer til at være bløde og fedtede, men skal stadig være uproblematiske at forme. Hvis de er for bløde og klæbrige, kom da lidt mere kakao, evt. også kokos i.
plain ballsballs med kakaodrys
Form og rul! Drys herefter noget rå kakao i en beholder og kom kuglerne i. Ryst forsigtigt.

Nu ligner de en rigtig lækker, fuldfed trøffel, men skindet bedrager. Men det behøver du ikke at sige til nogen - bare nyd smagen af sundhed i ulveklæder! Happy
closeup 2
Velbekommen!
Comments

Choko Banan Smoothie

Choko Banan Smoothie

Hvis der er noget, jeg elsker, så er det chokolade og smoothies. Så hvilken bedre kombination findes der, end en sund og velsmagende milkshake-agtig blanding af cremet banan, mandelmælk og rå kakao? Prøv den og glem alt om chokolade milkshakes med forgiftet med mælk, sukker og tilsætningsstoffer.

Til 1 person:

1-2 frosne bananer (tip: jeg plejer at skrælle en masse modne bananer, brække dem i små stykker og fordele dem i frostposer og have liggende i fryseren, til når jeg får lyst til en smoothie med en blød konsistens, som bananerne giver)
1 spsk. rå kakao nibs (jeg bruger gerne disse fra sunfood)

IMG_0086

1 glas mandelmælk eller vand (jeg foretrækker mandelmælk, man kan enten lave den selv eller købe den i helsekostforretninger)
1 spsk. rå kakaopulver (kan udelades)
En knivspids kanel og lidt vanillepulver (kan udelades)

Fremgangsmåde:
Smid det hele i en blenderen og kør derudaf, indtil smoothien kar en lækker, halvtyk konsistens og kakao nibs'ene er fintmalede og kombineret godt med resten af drikken. Drik den med et sugerør eller, som jeg gør, "spis" den med en lang ske.

Her er et par billeder af den færdige vare:


IMG_0104

...Og inden den er helt væk...mums!

IMG_0105
Comments

Grønkålssalat

Jeg vil tillade mig at løbe risikoen for at blive betragtet som en ener på området grønkålsentusiasme, da jeg ikke møder særligt mange mennesker, der deler min forkærlighed for denne grønne vitaminbombe. Jeg mistænker, at deres manglende entusiasme skyldes en velbegrundet usikkerhed i forhold til, hvad man stiller op med en pose fyldt med grønkål, så snart man har slæbt den med hjem fra supermarkedet eller helsekosten.
Frygt ej, for oplysning er mit største mål med denne blog. Jeg vil derfor dele min ikke-længere-så-hemmelige opskrift på grønkåls-salat.
Du skal bruge:

2-3 stilke med grønkål
1 hel avocado
1 spsk frisk citronsaft (eller et par sprøjt med den færdiglavede)
salt og peber (jeg bruger som regel cayenne peber)
5 blommetomater
et par hakke soltørrede tomater
1 stor hakket gulerod (eller skåret som man nu vil)

Tag grønkålsbladene af stilkene og smid stilkene ud. Hak bladene i små stykker og kom dem i en stor skål. Hæld citronsaft på, krydr med salt og peber. Åbn avocadoen og kom det i skålen med grønkålen. Det er på tide at få beskidte fingre nu. Bland det hele sammen i skålen med hænderne, og sørg for at der er avocado "mos" på hele grønkålen. Herefter tilsættes tomat, gulerod og et par hakkede soltørrede tomater. Denne ret er nok til 2 eller én sulten mig! Happy

Slutresultatet ses her
IMG_0083
Og her, i en bredere kontekst Winking

IMG_0082
Nogle mennesker foretrækker at presse en lille fed hvidløg, blande den med citronsaft, lidt agavesirup og salt, og så "massere" grønkålen med det og en hel avocado. Hvis du stadig synes, at det smager "for grønt", anbefaler jeg at finhakke grønkålen så meget som muligt.
Comments

Opskrifter