Forleden dag sad jeg og arbejdede hjemmefra, da min mor ringede.

Mor: Hej skat, jeg er lige inde i byen. Er du sulten?
Mig: Øh... ja....
Mor: Ok, hvad med at jeg lige tager noget mad med til dig fra 42 Raw?
Mig: Jo tak, meget gerne. Men altså... det behøver du virkelig ikke, mor...
Mor: Jo, jo, vi ses om en halv time, jeg kommer forbi med takeaway.
Klik.

En halv time senere ringede mor på døren og havde en dejlig stor pose i hånden med...


Ja ok, jeg nåede at spise det meste af salaten, inden jeg fik taget et billede. Det var selvfølgelig en squash-jordnøddesalat og en rå cracker ved siden af.

Men det var ikke alt...


En kageæske!!!!


Med både bærkage og chokoladekage...

Ikke nok med det, der var også en cookie...

og en raw ball...

Sidstnævnte laver jeg bedre selv - men ellers var jeg yderst tilfreds.

Og så har jeg længe villet spørge...

Hvad er jeres yndlingsretter/drikke/desserter på 42 Raw?

Jeg er blevet helt vild med en ny hjemmside, hvor man kan købe mange lækre ting til fornuftige priser på både varerne og forsendelsen. Jeg er vant til at skulle af med $25-30 i fragt, når jeg handler på VeganEssentials eller One Lucky Duck. Men her er det nogle HELT andre priser, og det er både jeg og min pengepung taknemmelig for.

Sitet hedder Iherb.com. De sælger kosttilskud, barer, sødemiddel og meget mere. Jeg har nu prøvet at bestille fra dem tre gange, og jeg er mere end tilfreds. Der går ikke mere end en uge, før varerne ankommer, og for internationale bestillinger betaler man mellem $4-7! Det er da en prisforskel, der vil noget.

Jeg har indtil videre fået leveret min yndlingsstevia fra Nunaturals, som smager betydelig bedre end de andre varianter på markedet. Det er efter min mening det mærke, der bedst lykkes med at camouflere den ellers småbitre og lakridsagtige smag, som stevia normalt har. Jeg er så glad for, at jeg ikke længere skal slæbe det med i kilovis fra USA, og så er priserne endda yderst favorable.



Jeg har også sparet mange penge på Sunwarrior proteinpulver, som de sælger i både naturel (den eneste udgave vi pt. har i Danmark), vanille og chokoladesmag. Jeg har altid gerne villet prøve den med vanille, så jeg bestilte og modtog den i sidste uge. Alt hvad jeg kan sige er nam-nam! Den smager virkelig godt og dufter af vanillesukker. Perfekt i smoothies, og hvad man nu ellers kan finde på at proppe det i - jeg kommer det selv i cookies for at få en bedre ernæringsprofil i mine desserter. I Danmark betaler man ca. 450 kroner for et kilo proteinpulver fra Sunwarrior, men jeg gav kun 290 kroner, og så var det endda med vanille. Ren lykke!

Afslutningsvis ville jeg vise jer en sidste ting, der gør, at jeg ikke kan få armene ned. De har mine yndlingsbars!!! Disse vidunderbarer har jeg ikke kunnet få andre steder på nettet, og de er mine absolutte favoritter. De fremstilles af Raw Organic Food Bar, som forhandles i Danmark i forskellige varianter og som kan bestilles på nettet via Alun. De har dog ikke den variant, som er min foretrukne, nemlig fiber chocolate chip. Som jeg tidligere har omtalt, smager de af karamel, når de har ligget i køleskabet i nogle timer - de er chewy og lækre, og så indeholder de 14 gram fibre per bar (!), hvilket gør at de mætter rigtig godt - efter min mening i hvertfald.

De kom med posten i forgårs.

Sidder nu og gnasker ”rå karamel”, mums!

Hav en dejlig dag!

Is a Bella is er en kæde, hvis første butik i Smallegade på Frederiksberg siden sidste år er udvidet med flere lokationer, herunder en ved Nørrebros Runddel og på Gammel Kongevej tæt ved Codan huset. Min kæreste og jeg var derinde og smovse efter arbejde i fredags, hvor vi smagte på to af flere rismælksvarianter. Jeg valgte ”hasselnød/nougat”, som også endda er sukkerfri, og min bedre halvdel valgte deres ”amarena”, som er en cremet kirsebæris. De smagte begge fantastisk, min var lidt mere flydende end kirsebæren, hvilket formentlig kunne henledes til, at den var sukkerfri. Jeg tror, at det gjorde noget ved konsistensen, men jeg var stadig meget tilfreds, og smagen var fremragende. Kirsebærisen var blød og lækker, og den mindede mig om den Mejse yoghurt med kirsebærsmag, jeg spiste som barn og husker med varme følelser. Da jeg aldrig kunne finde på at røre en ”almindelig” yoghurt i dag, er det rart med et alternativ.

Alt i alt kan jeg kun anbefale Is a Bella, som efter min mening serverer den bedste veganer-is i byen. Så venner, hop på cyklen eller sæt i galop til den nærmeste butik - det vil I ikke fortryde.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en stor tilhænger af diverse energi- og proteinbarer. Når jeg er ude og rejse, er min første indskydelse altid at undersøge, hvordan de lokale varianter af sådanne barer ser ud (og smager), og om de er veganske! Langt ude? Ja, men jeg kan ikke lade være. Det er blevet til en sejlivet hobby, der ikke sådan liiige lader sig afvende. Jeg kan sommetider sidde på flyet hjem fra steder som New York og Berlin og tænke for mig selv, hvad nu hvis der er rutinetjek i tolden, og min kuffert bliver åbnet? Det må i så fald være et forunderligt syn, der møder dem. Halvdelen af kufferten vil oftest være fyldt med træningstøj og løbesko (det køber jeg næsten altid, når jeg rejser), mens resten umiskendeligt vil bestå af uanede mængder af chokolade og barer. Man kunne sagtens fristes til at tro, at der her var tale om en rigtig fitness-bulimiker, der spiser som en gal, for efterfølgende at spæne til sit lokale fitnesscenter for at forbrænde den forvoldte skade.

Spøg til side, så er og bliver jeg en ”madturist” på ekskursionerne til udlandet. Museer og historiske og kulturelle seværdigheder? Nej tak, men hvis du kan fortælle mig, hvor det nærmeste supermarked er, og hvor den veganerrestaurant, som jeg fandt på Happy Cow kan lokaliseres, ville jeg være mere end tilfreds med opholdet.

Når nu jeg er så begejstret for disse ”food bars”, glæder det mig endnu mere, at Danmark efterhånden er begyndt at føre et tilforladeligt udvalg af slagsen. Selvfølgelig er det ingenting sammenlignet med USA og Tyskland, men jeg er nu ganske tilfreds med det, vi har, og resten kan jeg bestille på nettet. I den forbindelse tænkte jeg, at jeg ville indvie jer i mine personlige favoritter lige for tiden:

Vi starter med Eat Natural baren, som er afbildet øverst. De findes i mange forskellige udgave, hvor alle ikke er veganske (så læs ingredienslisten godt), og der er to af varianterne, som jeg kan lide. Min absolutte favorit er dog den med tranebær, kokos og macadamianødder dyppet i mørk chokolade. Jeg plejer at købe dem i Urtehuset ved Trianglen, men de fås også mange andre steder, endda i nogle Matas butikker.

Organic Food Bar er en anden type bar, hvor jeg altid kan stole på smagen. Den findes i varianterne kanel og rosin, chocolate chip (som på billedet) og kokos chokolade. I USA kan man endda få en fiberrig variant som smager af karamel og indeholder imponerende 14 gram fibre i hver bar. De fås desværre ikke i Danmark, så der hamstres, når jeg krydser Atlanten i ny og næ. De øvrige barer kan købes i Nørrebro Helsekost, Egefeld på Frederiksberg og på nettet.

Moving on. En anden favorit er Cliff Builder Bars, der er veganske proteinbarer med 20 gram protein per bar. De har en rimelig lang ingrediensliste, så det er fy-fy for dem, der undgår sojaprotein, sukker og alt det andet skidt, man egentlig burde holde sig fra. Men sådan har jeg det ikke! Jeg elsker mine Cliff barer, og dem med peanut, chokolade og cookies cream smager af en rigtig usund chokoladebar med peanuts og karamel, som var populær i 1990’erne (kan I gætte, hvad jeg hentyder til? ). Min foretrukne Cliff Bar er den med vanille og mandler (Vanilla Almond), som er crunchy og kageagtig indeni og overtrukket med vegansk hvid chokolade. Den smager faktisk lidt af hvid Crunch, som jeg ikke har spist siden 1996, men åbenbart har savnet gevaldigt, siden jeg næsten fældede en genkendelsens tåre, da jeg smagte Cliff baren første gang. Jeg køber barerne i Vegan Essentials på nettet, men pas på, for der kommer told på, da de sendes fra USA.

Det var det for nu, venner! Jeg vender tilbage med mere omtale af mine yndlingsbarer, når jeg har fyldt op i lageret. Der er nemlig en pakke på vej med posten til mig... Hurra!

Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at prøve en god ny chokolade allerede inden, at man finder ud af, at den eksisterer. Det var jeg ude for, da jeg for nylig blev kontaktet af den svenske distributør fra chokoladefirmaet Xocai, der gjorde mig opmærksom på deres brede udbud af raw chokolade. Chokoladen er produceret i Canada og hører under MXI Corp. De var endda så flinke at tilbyde at sende mig en lille smagsprøve, så jeg også kunne indvie jer i, om deres varer er noget at investere i. Med posten kom derfor de her afbillede stykker chokolade, og da min kæreste frivilligt stillede op, vidste jeg, at vi havde samlet et fint team til ekspertpanelet.

Det skal først siges, at jeg ikke helt har fattet bestillingskonceptet på deres hjemmeside, men det er vist fordi, at de er ved at starte firmaet op, så som det er lige nu, kan man kun læse om deres chokolade og om, hvordan man kan blive en ”reseller” af deres produkter. Jeg har ingen interessekonflikt i den sammenhæng og skriver kun denne anmeldelse for at videregive min oplevelse af chokoladen. Jeg tjener altså ikke penge på det el.lign.
Godt, så er den klaret, videre til testningen!

Der var, som det kan ses, to forskellige slags chokolader, begge mørke. Vi prøvede først den i guldindpakningen, også kaldet en ”nugget”. Den havde en rig smag af kakao med en fin nøddeagtig tone, hvilket fik den til at minde lidt om en lys chokolade - hvilket jo bestemt er en god ting. Min kæreste bemærkede også, at den var lidt ”trøffelagtig” på grund af nøddesmagen, hvilket han nikkede godkendende til, da han smagte chokoladen.

Den anden chokolade, som var formet som en firkant, så ikke meget anderledes ud end de små chokolader, man får udleveret på hoteller, caféer, restauranter osv. Dette gjorde os nysgerrige efter at finde ud af, om de mon også smager som almindelig chokolade. Vi tog hver et stykke, mærkede efter, og så udbrød min bedre halvdel: ”Neeej, det smager jo som almindelig dejlig mørk chokolade. Det er vist den bedste raw chokolade, jeg har smagt.”
Det var jo lidt af et statement, så det måtte uddybes. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man har smagt så meget rå chokolade, som vi har, bliver man hurtigt opmærksom på visse fællestegn. Først og fremmest smager det anderledes end almindelig mørk chokolade i og med, at der oftest er en bismag af kokos, fordi de fleste rå chokolader er tilsat kokosolie. Derudover er de ikke så hårde som almindelig chokolade, hvilket igen kan føres tilbage til kokosolien. I denne chokolade er der ingen kokosolie, men istedet rå kakaosmør, hvilket giver den et flot blankt ydre og et godt knæk, når man brækker den over. Den lille firkant smager meget af Valhrona, men uden de ristede kakaobønner, hvilket betyder, at den har bevaret alle de mange antioxidanter, som man ellers går glip af ved at købe en almindelig mørk chokolade. Man kan sagtens servere denne chokolade til uvidende gæster, uden at de finder ud af, at den er rå.

Efter at have lavet denne lille test og ført en heftig debat med min kæreste om, hvad der er god chokolade, og hvad der ikke er, har jeg besluttet at tage konsekvensen og fremover teste forskellige slags rå chokolade her på sitet. Min test-kollega deltager også i projektet, så I ikke kun skal være afhængige af mit perspektiv, men også får input fra en anden garvet chokoladespiser.

Indtil da giver vi en varm anbefaling af Xocai’s gode rå chokolade.

Nu vil jeg ikke sige et eneste ondt ord om 42 Raw, da det jo er det eneste raw food sted i København - ja - i hele Danmark! Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, meeeeeen... Jeg synes alligevel, at der er plads til forbedring, navnligt på dessertfronten. Jeg skal starte med at sige, at jeg er ganske tilfreds med deres brownie, som dog på det seneste har fået lidt for mange paranødder tilsat efter min mening. En brownie skal helst være fudgy og svampet, og det forstyrrer altså lidt med alle de nødder undervejs. Det håber jeg, at de lader være med at gøre for meget i fremover.

Videre i teksten. Jeg havde fødselsdag igår. Min kæreste og jeg ville derfor fejre mig med en frokost (det blev så kun til juice for mig) inde på 42 Raw. Vi skulle derudover hjem til mine forældre og drikke te og spise kage om aftenen, og derfor greb jeg chancen for at få lidt dessert med fra caféen, så jeg ikke selv skulle gå i køkkenet. Jeg fik et stykke chokoladetærte og en brownie.

Da jeg kom hjem blev jeg alligevel bidt af konditorlysten og besluttede derfor at lave min egen rå tiramisu. Mums! Det skal siges, uden blær, at jeg faktisk er en ganske habil dessertmager, når det kommer til rå madlavning, og jeg synes også, at desserterne er de sjoveste at lave, navnlig fordi smagsprøverne er gode lige fra start til slut. Jeg har i årenes løb hentet megen inspiration fra flere rå dessertbøger, herunder Everyday Raw, Sweet Gratitude, Raw Food Real World og senest Living Raw Food, som jeg skriver mere om her.

Jeg plejer stort set aldrig at følge en opskrift fra punkt til prikke. Dette skyldes enten, at jeg ikke har alle ingredienser, eller at jeg ikke bryder mig om nogle af dem, den oprindelige opskrift foreskriver. Fra bund til top er tiramisuen her på billedet dog min helt egen kreation.

Jeg besluttede mig derfor for, at der skulle smagstestes for at se, om 42 Raws desserter rent faktisk lever op til min egen høje standard.
Jeg smagte først på chokoladetærten, dernæst brownien. For at være helt ærlig, synes jeg, at kagen ikke var sød nok i forhold til den fede smag, den havde. Det gjorde, at jeg ikke var i tvivl om, at der var tale om en ikke-bagt kage. Efter min mening skal rå desserter smage lige så godt, hvis ikke bedre, end almindelige, og det gjorde denne her altså ikke. Brownien var ok, men som jeg nævnte i starten, var der alt for mange nødder i.
Så kom turen til min egen kage. Blød, glat, uden for meget knas og en tilpas balance mellem det søde og det fede. Derudover synes jeg selv, at den er en ganske flot tiramisu/chokoladetorte. Jeg vil gerne have, at I også får mulighed for at smage den, så her er en grovskitse til, hvordan den laves:

Bund: Mandler, pekannødder, et par dadler, en teske kokosolie, en teske rå kakao eller kakao nibs, lidt ahornsirup (ikke rå, men en god smagsfremhæver), en knivspids salt
Alt køres i food processoren, men må ikke blive for klæbrigt. Det skal helst ikke hænge sammen, men snarere presses blidt i en lille kageform. Formen stilles i fryseren, mens midterlaget laves.

Midterlag: Rå kakaopulver, ahornsirup, agavesirup, kokosolie, en spiseskefuld mandelsmør (kan udelades), en sjat kaffe eller espresso (igen, ikke råt, men giver kaffesmagen som kendetegner tiramisu).
Køres i foodprocessoren eller i en blender til man står med en tyk chokoladesauce eller ganache. Dette hældes i formen ovenpå bunden, og den stilles tilbage i fryseren, mens det øverste lag af vanillecréme/”mascarpone” laves.

Vanillecréme/”mascarpone”: En pose cashewnødder (jeg bruger Urtekrams pose med 100g) lægges i blød med vand i ca. 1-2 timer. Vandet hældes fra og nødderne skylles, hvorefter de kommes i blenderen. TIlsæt ca. 4 spsk. lys agavesirup (smag til løbende), 1 stor spiseskefuld kokosolie, en sjat vand og vanillepulver. Kør blenderen, indtil du står med en tyk vanillecréme. Den må ikke blive for flydende, den skal være drøj, men ikke puré. Hæld crémen ovenpå resten af kagen og stil den tilbage i fryseren, hvor der skal gå ca. 2-3 timer, før kagen har ”sat sig”. Drys toppen med rå kakaopulver og voila, den skønneste rå dessert er skabt.

For et par dage siden satte min kæreste og jeg os til rette i sofaen med ingefærte, clementiner og masser af mørk chokolade for at se Food Inc. Du kan se en trailer for filmen på deres hjemmeside.

Filmen handler om, hvor amerikanerne får deres mad fra, og det er ikke en særlig opmuntrende historie. Det viser sig nemlig, at det er en håndfuld større producenter der står bag stort set alle fødevarer, man kan købe i de amerikanske supermarkeder. De viser luftbilleder af det største slagteri i USA, som er ENORMT. Det vækker også særligt stærke associationer til Auschwitz, men det er en anden historie. Pointen i filmen er, at det ikke kun er dyrene, det går ud over i denne masseproduktion der er ekstremt omkostningsfuld for både miljøet og den resterende verden, som tvinges i grund som følge af, at de store landbrugstilskud disse store spillere får, og som medfører svineri, risiko for infektionssygdomme og, ikke mindst, fedme. Den går også ind i diskussionen om brugen af majs og genmodificerede sojabønner i stort set alle produkter, der fremstilles i USA. Køer, som er græsspisere, bliver ligeledes fodret med massive mængder af korn, hvilket skader deres fordøjelsessystem og øger risikoen for sygdom, som hurtigt kan spredes som følge af at køerne står i deres egen afføring hele dagen.

Betydningsfulde stemmer i debatten om fødevareindustrien indgår også i filmen. Eric Schlosser, forfatteren bag Fast Food Nation og Michael Pollan, der skrev The Omnivore’s Dilemmma og In Defense of Food. Deres kommentarer undervejs vidner om, hvordan dette system hænger sammen. Ligesåvel som der er en fødevareindustri, er der nemlig også en sygdomsindustri bestående af et sundhedsvæsen til de fede amerikanere og en farmaceutindustri, der kan fremstille antibiotika til de mennesker og dyr der bliver syge som følge af de kummerlige forhold i produktionen af disse, ganske bogstaveligt talt, lortevarer (pga. at der på de største slagterier dræbes ca. 400 køer i timen, kan arbejderne ikke nå at rense dem helt for lort, hvilket betyder, at det kommer med som en ekstra bonus i køledisken).

Food Inc. er anmeldt på IMDB her. Den har en forbløffende høj rating af en dokumentarfilm at være (8.0), hvilket er dejligt at se, da jeg tolker det som en indikation for, at den gør indtryk på sit publikum. Vi sad selv tilbage med en følelse af tristhed, men samtidig lettelse over, at vi ikke bor i USA og aktivt bidrager til denne industri ved at købe disse forarbejdede ikke-økologiske produkter (både animalske og vegetabilske). Det fik også sat begrebet om at købe lokalt i relief for mig. Da jeg igår var i Brugsen forpassede jeg den italienske spinat til fordel for dansk rødkål, grønkål porrer og gulerødder. Jeg besluttede mig også for at klare mig uden tomater i min salat, da det jo efter sneen på vejene at dømme ikke just er tomatsæson. Uanset om man er kødspiser, vegetar, veganer, raw fooder eller whatever, bør man se Food Inc. Det sætter nogle flere billeder på den praksis, der medfører store omkostninger for vores planet og dets indbyggere.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Alicia Silverstones bog, The Kind Diet, som udkom for nylig. Selvom jeg har læst ufattelig mange bøger om veganisme og har en tendens til hurtigt at bladre mig igennem stoffet, gav denne her mig lyst til at sætte mig godt til rette og læse værket fra start til slut.

Jeg kan rigtig godt lide denne bog, fordi Silverstone på ingen måde er fanatisk eller kræver, at hendes læser skal kaste sig ud i alt for mange projekter indenfor det at være veganer (skifte til vegansk kost, kun købe vegansk tøj, genbruge, osv.). Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt så hende være gæst i et amerikansk talkshow, hvor hun sagde ”Every little bit helps”, og sådan har jeg det også selv. Man kan hurtigt komme til at smide håndklædet i ringen, hvis man oplever kravene til at være grøn på ”den rigtige måde” som umulige at opfylde. Derfor er det en god idé at starte i det små. De fleste vil opleve, at jo mere de får lov til at udforske en ny livsstil i eget tempo, jo mere får de lyst til at gøre endnu mere.

Denne bog får mig til at tænke på, at alle kan gøre en forskel på hver sin måde. Nogle taler dyrenes sag, melder sig ind i diverse grupper og deltager i organisationsarbejde, andre blogger, skriver bøger osv. Alicia Silverstone udmærker sig ved at være et godt eksempel på, hvor godt man kan få det ved at spise en plantebaseret kost, uden at hun er fordømmende over for andre, der ikke er på samme ”niveau” som hende. Det synes jeg er rigtig sympatisk, og det har jo heller aldrig gjort en positiv forskel at tale ned til andre som endnu ikke ”har fattet det”. Hun ser rigtig sund ud, er altid glad og er i det hele taget et positivt forbillede og kontrast til det image, medierne ellers tegner af veganere (blege, afmagrede, autonome, IKKE hotte!).

Jeg var ret spændt på at læse ”The Kind Diet”, fordi jeg har hørt mange forskellige ting om, hvad det er for en kost, Alicia følger. Hun er i mange blogs og bøger blevet omtalt som raw fooder, hvilket på ingen måde passer. I hendes promotion af bogen på forskellige tv-kanaler og medier er der ikke meget raw food at spore, og det er der heller ikke i hendes bog, på nær en enkelt opskrift på ”raw balls”. Denne misforståelse kaster hun dog lys over ved at dele sin personlige oplevelser med raw food. Det stemmer nemlig, at hun på et tidspunkt var en stor tilhænger af raw food, men hun skriver, at hun følte sig træt og energiforladt, så hun besluttede sig for at skifte til en makrobiotisk kost istedet. Ikke just den bedste reklame for raw food! Hun fortæller, at hun spiste mangoer og ananas i New York om vinteren, hvilket gjorde hende svag (sådan ville jeg også selv have haft det, hvis jeg kun spiste tropiske frugter nu). Hun skriver, at hun nåede frem til den konklusion, at det er bedst at spise mere lokalt og efter sæsonen, hvilket jeg også selv er en stor tilhænger af. Nogle gange har man lyst til raw food, andre gange har man ikke - det ser jeg intet problem i!

Hun omtaler tre forskellige tilgange til at spise vegansk: Flirting, Vegan og Superhero, hvor den sidste er den makrobiotiske. Der er altså tale om rigtig meget brune ris, kål, japansk inspireret mad og bønneretter. Det er uden tvivl en rigtig sund kost, hun foreskriver, men der er stadig plads til at skeje ud med nogle lækre, veganske desserter såsom ”Peanut Butter Cups” (med kiks, chokolade og peanut butter). Hun skriver at hun er en Superhero det meste af ugen, men en enkelt dag tillader hun sig selv noget lidt sjovere mad. Budskabet er, som jeg tolker det: Lev sundt, men vær overbærende med dig selv.

Jeg kan helt klart anbefale bogen til både de gamle travere på vegetar- og veganerbanen samt til nykommere der har brug for en grundig indføring i de mange argumenter for at spise en mere plantebaseret kost. Hvis man har en ven eller veninde der er på kronisk slankekur, er bogen også et godt bud på en ny tilgang til at føre kalorieregnskab uden at skulle jonglere med percentiler af protein, kulhydrat og fedt. Jeg tror, at verden har brug for et perspektiv der fokuserer på alt det, man kan få ved at spise mere vegansk fremfor alt det, man risikerer ved ikke at gøre det, og det perspektiv leverer denne bog.

Følg eventuelt Alicias blog og forum på The Kind Life for mere inspiration og udveksling af idéer og erfaringer.

Så skete det - Danmarks første raw food café er endelig åbnet! Og jeg er glad for, at jeg netop bor i København, hvor 42 Raw ligger. Igår var min kæreste og jeg trukket i arbejdstøjet (det er vel en form for arbejde at skrive anmeldelser som disse, høhø ) og taget turen til Pilestræde for opleve, hvordan det er ikke at skulle instruere personalet i ikke at komme ost, kylling og andet godt fra gården i vores salater.

Det første, vi lagde mærke til, var, at der var en dejlig belysning i caféen, hvilket med det samme gjorde stemningen ekstra hyggelig. Det er et lille sted, og man kunne let frygte, at det ville fremstå rodet og uorganiseret, men det var overhoved ikke tilfældet. Jeg er til gengæld ikke vild med siddepladserne, som navnlig består af en klods midt i lokalet som minder om en form for trappe, man kan sidde på. Heldigvis er der også et par borde og pladser ved vinduet, hvilket muliggør en mere behagelig stilling at nyde sit måltid i. Og det gjorde vi så sandelig! Maden er virkelig lækker. Den er ikke overdrevent kompliceret, bare rigtig farverig og velsmagende - præcis som jeg kan lide den.

Vi startede med grøntsagsjuice. Jeg fik en grøn #1 (spinat og æble), og min kæreste fik en grøn #4 (gulerod, æble og ingefær). Dee-lish! Hvor har jeg savnet grøn juice!

Nu var maven klar til mad. Jeg fik en rødkåls-pæresalat med kandiserede valnødder og en dressing, jeg ikke kan huske hvad bestod af. Smukt at se på, men en anelse for sød til mine smagsløg. Jeg spiste alt på nær pærerne og valnødderne.

Min kæreste valgte avocado-tomatsalaten, som jeg selv oprindeligt havde udset mig men undlod at bestille, da vi ikke ville lave en for kedelig anmeldelse med to ens salater.

Denne udgave var helt igennem FANTASTISK. Den smagte så godt, at jeg fik lyst til den igen senere, og jeg overvejer nu at tage ind og købe en to-go imorgen for at få bugt med den besættelse, jeg i løbet af de sidste 24 timer har udviklet over for denne salat. Den består af bladgrønt, spirede bygkorn, cherrytomater, avocado og et hvidt drys bestående af frysetørret eddike og olie, der kan forveksles med noget, der bliver sniffet en del af på de københavnske diskoteker. Da jeg skulle smage på salaten kiggede min kæreste underligt på mig og sagde ”Det ser ud som om du har kokain i mundvigen”. Tja, hvad man ikke går på kompromis med af sin forfængelighed for at få stimuleret sine smagsløg.

Så kom tiden til dessert. Hubba, hubba, hubba! Egentlig var vi mætte, og vi havde siddet og diskuteret, hvilke kager vi skulle have med hjem til aften teen senere, men så var vi nødt til at smage på godterne alligevel. Vi fik et stykke chokoladetærte til deling. Den var dejlig kold (og kunne måske endda være endnu koldere). Bunden bestod af dadler, kokos og en eller anden nød samt rå kakao. Selve fyldet bestod af dadler, kokosolie og rå kakao.

Vi syntes, at det var synd for tærten, at den skulle stå helt alene på bordet, så vi besluttede os for at købe en ven til den, så den ikke blev ensom. Det blev til en brownie. Dette var den bedste af de to, fordi den havde den helt rigtige konsistens. Bunden var ligesom tærten også kokosbaseret, men selve ”dejen” var anderledes og mere kageagtig. Toppingen af gojibær og kokosmel var også lækker og gav lidt frugtsmag med gojibærernes syrlighed. Det gør mig glad at vide, at jeg ikke selv længere behøver at stå og finde food processoren frem, hvis jeg pludselig får lyst til en lækker rå dessert.

Jeg håber virkelig, at 42 Raw får en masse succes, for nu hvor jeg har prøvet deres juice og mad, vil jeg så nødigt undvære stedet. Jeg vil helt sikkert komme igen...og igen...og igen..!

Tags: 42 Raw i København, Raw Food i København, Raw Food Denmark, Sund mad i København

Vi gik i høj grad efter variation under vores seneste tur til New York. Derfor var det ikke nok at gæste Pure Food and Wine, Blossom og indtage et utal af salatmåltider i Whole Foods. Vi vidste også, at der var gode odds for at finde et godt mexikansk-inspireret måltid i byen, og vores glæde var endnu større, da vi blev bekendte med, at der lå et sted i East Village, hvor der BÅDE var raw food og vegansk tilberedt mad - en perfekt kombiløsning! Stedet hedder Caravan of Dreams, og det minder om en discountbutik med en del ret kiksede lyskæder i vinduet (vi var der i september, så det var formentlig ikke i anledning af julen, at de var kommet op og hænge). Det afskrækkede os dog ikke det mindste, så vi vovede pelsen!

Jeg fik deres rå nachos med dehydrerede crackers (meget sprøde), guacamole, salsa og rå créme fraiche. Det smagte skønt, især fordi jeg ikke engang kan huske, hvornår jeg sidst har fået en sådan ret. Jeg spiste ikke nachos før jeg blev veganer, men det er enormt befriende at kunne nyde de forskellige smagsnoter uden at skulle bekymre sig om dybstegte chips, fed dip og overdreven salt. Min kæreste frydede sig også, da han fik serveret en varm enchilada med en masse lækkert grønt tilbehør, altsammen 100% vegansk.

Her er min ret:

Det stoppede selvfølgelig ikke med hovedretterne. Vi var nødt til at smage på deres desserter. Vi valgte en rå brownie, der var lavet på nødder, agave, kokos og rå chokolade.

Delish! Det skal dog siges, at den var lige lovlig tung med al den kokos, men hvis man er mere vant til at spise hjemmelavede rå brownies, ville det nok ikke være et problem. Vi delte også en mango-kokostærte, toppet med et frisk jordbær og coulis. Denne dessert var overraskelse, da den var meget let og luftig, som om den var pisket til en flødeskumsagtig konsistens - imponerende! Klart min favorit.

Alt i alt var det en god spiseoplevelse. Vi var især glade for, at der var så meget grønt i maden, priserne var forholdsvis lave sammenlignet andre veganske og raw food restauranter og vi blev mætte. Dog er det ikke så fint og lækkert indrettet, hvilket selvfølgelig kan være ganske befriende, hvis man blot ønsker noget ordentlig mad uden stearinlys, hvide duge og en tre-retters menu med vin. Servicen var også i top, hvilket giver en ekstra tommelfinger opad.

Tags: Veganske restauranter i New York, Raw Food restauranter i New York

Som nævnt i mit tidligere indlæg er New York i sandhed en mad-oase for både vegetarer, veganere og, ikke mindst, raw foodere. Efter en travl dag på AMNH (American Museum of Natural History) besluttede min kæreste og jeg at belønne os selv med en lækker sen frokost på Blossom, der kun lå et par gader fra museet. Blossom er en rigtig æstetisk flot og hyggelig café, hvor selv almindelig vand drikkes af vinglas. Restauranten ser indbydende ud, og de har et uforskammet pænt udseende personale, der samtidig er enormt servicemindede. Under frokosten debatterede vi derfor om, hvorvidt vi skulle spørge vores tjener, om han var model.

Videre til maden:
Min kæreste fik seitan sandwich med sweet potato fries og en sød-stærk barbecue sauce.

Selv fik jeg deres rå makiruller, som bestod af pastinak ”ris”, gulerødder, agurk, spirer og peberfrugt, der i stedet for tang var rullet i strimler af sød kartoffel. De blev serveret med en dip, der formentlig bestod af blendede nødder med krydderurter og hvidløg.

Hvad var dommen så? Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg jo), så var min kærestes ret den bedste. Jeg sad og stjal fritter og bidder af sandwichen, mens han kiggede væk! De søde kartofler var crispy og krydrede, sandwichen var spækket med lækkert grønt, en fantastisk vegansk mayonaise og et sprødt stykke seitan. Min ret var en smule kedelig og havde ikke så mange smagsnuancer. Jeg fik også den uheldige fornemmelse af at sidde og spise simple, rå grøntsager der var blevet snittet og serveret på en fin tallerken. Dette er ellers ikke den oplevelse, jeg er vant til at få, når jeg spiser på raw food restauranter.

Selvom jeg for det meste føler en vis afsky over for ”mock” mad, som ellers ofte tager hovedrollen i megen vegansk mad, var det i tilfældet med Blossom helt ok. Jeg oplevede maden som meget friskt, ren og moderne. For sandwichens vedkommende var der tale om et måltid præget af autentisk amerikansk sydstatsmad på den ikke-så-Burger King/McDonalds-agtige måde. For at opsummere var min rå ret minimalistisk, smuk og flot i farverne. Smagsmæssigt må jeg dog sige, at de halter lidt bagefter når det kommer til raw cuisine, så hvis man besøger dem, skal man unde sig en af de almindeligt tilberedte retter, for de skuffer bestemt ikke!

Tags: Vegansk mad i New York, Raw Food New York, Sund mad i New York

Sidst jeg valgte at tage den lange tur over Atlanten for at gæste New York, skyldtes mit valg af destination én enkelt overvejelse: Findes der ordentlig mad?

Ah, New York. Dette er det ubestridte centrum for grøntsagsentusiaster med byens mange restauranter og helsekostbutikker. Går du ind på oversigtssitet over vegetar- og veganervenlige spisesteder Happycow og tjekker, er der angivet 100 spisesteder, og dette er kun på Manhattan! Således var det et nemt valg for min kæreste og mig, og jeg kombinerede det med muligheden for at gøre mig klogere på den rensende livsstil ved at deltage i et kursus hos Natalia Rose, diætist og forfatter til flere bøger om juice, raw food og cleansing.

Pure Food and Wine er et af de steder, som har bred appel på trods af, at det er en udelukkende raw food restaurant. Her finder du ingen hippier eller lilla bleer. Istedet er der propfyldt med mennesker i alle aldre og fra forskellige karriereveje. Der kommer forretningsfolk, politikere (Bill Clinton har været der flere gange med sin datter Chelsea), filmstjerner (Woody Harrelson og Owen Wilson er faste kunder), modeller (Gisele Bünchen, på billedet, er tit blevet set derinde og i deres takeaway, One Lucky Duck) og selvfølgelig alle os andre, der er interesseret i et ordentlig måltid. Og apropos måltidet: Det var fantastisk godt. Forrige år, da jeg også var i New York, havde jeg fejlagtigt reserveret et bord til min kæreste og jeg, og det var en total fiasko. Maden var, efter min mening, virkelig god, men timingen var desværre elendig. Jeg var frisk og glad, men min kæreste var ramt af jetlag i en sådan grad, at han ikke kunne nyde oplevelsen. Derfor sørgede jeg denne gang for, at det var dagen efter ankomsten, der skulle stå i Pure Food and Wines tegn.

Vi startede med at dele en forret, der bestod af oste fra Dr Cow og crackers. Til det fik vi hver et glas af deres lækre, økologiske Zinfandel rødvin. Osten består primært af nødder som cashew og macadamia. De smagte himmelsk, men vi fik desværre ikke taget noget billede. Vi tog heldigvis revanche til resten af maden. Her fik jeg en trio af pizzaer med forskellige toppings. Bunden var lavet af mandler og hørfrø og belagt med vegansk nøddeost og toppet med oliven, tomater og svampe samt en smulle reven ”raw parmesan”.

Min kæreste fik deres enchilada, som var endnu bedre end min ret. Jeg aner ikke, hvordan de fik den til at smage så meget af varm, osteagtig mexicansk mad, men det gjorde de! Det skal dog siges, at den havde fået lov til at stå lidt i dehydratoren inden den blev serveret, så lun var den - hvilket gjorde en verden til forskel.

Selvom vi følte os mætte efter hovedretten, måtte vi selvfølgelig have dessert. Den søde efterret er nemlig nok den del af raw food, som er mest appellerende for folk, der ikke har stiftet bekendtskab med hverken det rå, veganske og endda vegetariske køkken. Uanset hvem man serverer en god rå chokoladekage for, vil det næsten altid ende med, at de bliver helt vilde med den og ikke kan begribe, at der hverken er fløde, sukker, smør og mel i. Pure Food and Wine og deres takeaway, One Lucky Duck, er netop kendte for deres lækre godbider, og jeg har selv slæbt masser af cookies, kager og søde sager med derfra, når jeg har været i New York. Ingen slår dem!

Min kærestes dessert var Strawberry Shortcake med jordbæris og coulis. Man kan desværre ikke se kagens lag på billedet, men der var mange tynde kagelag med tyk vanillecréme imellem.

Jeg fik deres Mint Sundae, som er en isdessert med en kugle pebermynteis, chokoladeis og vanilleis, altsammen dækket med chokoladesauce og små stykker af mint-chokolade cookie stykker. Der var også en klat raw flødeskum ovenpå (formentlig baseret på en kombination af blendede cashewnødder, vanille, agave og kokosolie). Den var helt fantastisk og slet ikke så mynte-agtig, at den overdøvede chokoladen.

Alt i alt var det en dejlig aften. Det skal også siges, at det trækker op, at der er rigtig hyggeligt på restauranten med dæmpet belysning, lys på bordene og fint rødt stof på stolene. Det gør, at man virkelig slapper af og kan nyde omgivelserne. Hvis vi udelukkende ser på maden, er det det bedste sted at gå hen, hvis man vil have eksklusivt raw food. Dette er stedet, der sætter standarden. Og standarden er svær for andre at leve op til.

John Masters Hårprodukter
Er min jagt på de bedste hårprodukter forbi?

Dette var spørgsmålet, jeg måtte stille, da jeg for nylig testede en række produkter i serien af hårpleje fra John Masters.

Jeg rejste for nylig til New York, veganernes foretrukne storby, hvis man skal tro VegNews. Og ja, New York er en sand fornøjelse, når det først går op for en, at man kan gå på restauranter, besøge bagerier og shoppe i butikker, hvor man ikke er tvunget til at scanne stederne på forhånd for at se, om der ikke er noget for en, der foretrækker sin mad, kage og tøj uden belastning af dyrene og miljøet. Det er ubeskriveligt dejligt!
På et af mine shoppingeventyr i The Big Apple gik turen, som adskillige andre gange, til mad-mekkaet Whole Foods. Hvis du har haft fornøjelsen af at besøge en Whole Foods, ved du, hvad jeg taler om, når jeg siger, at dette er STEDET for friske råvarer, veganer- og raw-food snacks, færdigmad, salatbarer og hår- og kropspleje. Sidstnævnte afdeling blev offeret for min købetrang, hvor jeg ræsonnerede, at jeg selvfølgelig ikke kunne gå glip af muligheden for at købe nogle lækre øko-produkter til halv pris. Der var ingen vej udenom. Mit første bytte blev disse høje, slanke modeller fra John Masters. Den blege tøs er en skyllebalsam med rosmarin og pebermynte, og hendes mørklødede veninde er en zink shampoo, der dufter betydelig mere sexet, end navnet antyder.
Nu skulle man tro, at jeg ville sætte i fuld galop tilbage mod hotellet, smide gevandterne og afprøve godterne. Sådan gik det ikke. Jeg prøvede dem faktisk først, da jeg var tilbage i København, og det ærgrer mig en smule, for de er en skøn kontrast, til de øko-shampoo og balsamer, jeg ellers har brugt (Urtekram, Änglamark, Rømer). Nu vil jeg ikke sige noget dårligt om vores fine danske udvalg, som er ganske imponerende, landets størrelse taget i betragtning. Men. Men men men. De gør ikke mange underværker for mit hår, som er langt og bølget og i konstant behov for fugt. Disse produkter klarer ganske enkelt ikke opgaven, og derfor har jeg tit set mig nødsaget til at gå på nettet for at finde noget, der kan. Som det nok kan fornemmes var mit første møde med John Masters en kærlighedsoplevelse, der var længe ventet. For at sikre mig, at den ikke ville blive alt for kortlevet, besluttede jeg mig for at udvide kollektionen med noget hårserum og et stylingprodukt.

Valget faldt på nedenstående babyer:

Må jeg præsentere 'frizzy' og 'shizzy' (defrizzer og shine leave-in).
Efter en nærmere granskning af indholdet (igen, ganske velduftende og en ingrediensliste, som jeg kan udtale navnene på, blev de taget i brug. Defrizzeren er en serum, der er rigtig god til at sikre sig imod spaltede spidser og et tørt udseende hår. Jeg er glad for at have et alternativ til de andre, ikke-økologiske (og måske også dyre-testende) mærker på markedet, som jeg har holdt mig fra i solidaritet med mine værdier, men på bekostning af mit hårs udseende. Shine-behandlingen er, selvom den præsenteres som en leave-in balsam, ikke noget, jeg ville bruge som sådan. Den er god til at style håret, hvis der skal lidt tekstur og hold i uden at blive gelé-agtig, men den kan ellers fint undværes. Den har fået titlen som min gå-i-byen følgesvend.

Produkterne kan både købes i udvalgte helsekostforretninger (jeg har bl.a. set dem i Sund Fornuft i Classensgade på Østerbro) og på internettet, bl.a. på Helsebasen.
Som det fremgår af prislisten, er der tale om nogle pebrede produkter og derfor er John Masters ikke et mærke, jeg kunne bruge til hverdag uden at det ville gå ubemærket på bankkontoen. Det er ærgeligt, fordi det er altsammen af meget høj kvalitet, blottet for mistænkelige tilsætningsstoffer og.... duften er ikke til at undvære, når man først har prøvet dem! Især zink and sage shampoo'en rummede elementer af appetitlige smage som vanille, karamel og chokolade. Jeg er glad for, at den ikke kan spises, for jeg kan forestille mig, at den havde været en ren kaloriebombe!

For at opsummere er John Masters hårprodukter et luksuriøst, lækkert kvalitetsprodukt, der desværre blot lider under den evindelige kendsgerning, at man oftest får, hvad man betaler for. Og derfor er den dyr, men hvis man har råd, er der ingen vej udenom. For en chic HotVeganer er den et must , men i hårdere tider er andre, mindre dyre øko-produkter også en habil mulighed.